Svækket Team Esbjerg-hold prygler Ikast: Landsholdsprofil forlader kamp i smerte

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Svækket Team Esbjerg-hold prygler Ikast: Landsholdsprofil forlader kamp i smerte

Svækket Team Esbjerg-hold prygler Ikast: Landsholdsprofil forlader kamp i smerte
Svækket Team Esbjerg-hold prygler Ikast: Landsholdsprofil forlader kamp i smerteFrank Cilius/Ritzau Scanpix
Ikast Håndbolds kvinder skal hente en sejr i Esbjerg for at nå DM-finalen. Og den første af maksimalt to muligheder var bedre end længe, da de forsvarende mestre fra Vestjylland var hårdt ramt af skader til lørdagens opgør. Ikast-stjernen Simone Petersen fik et vrid i foden, da hun landede oven på Kristine Breistøls ene fod og måtte forlade kampen i smerte.

På trods af det anselige mandefald kunne gæsterne ikke ryste Jesper Jensens tropper. De uddelte i stedet en lussing på 33-23 til Ikast.

Dermed skal Ikast vinde hjemme i næste kamp for at fremtvinge et tredje og afgørende opgør om finalepladsen. Det vil samtidig kræve, at man som de første slår Esbjerg i ligaen i denne sæson.

Henny Reistad, Nora Mørk, Marit Røsberg Jacobsen samt langtidsskadede Kathrine Heindahl og Mette Tranborg sad ude for Esbjerg. Fem landsholdsprofiler for to af verdens bedste landshold.

Det er ikke mange klubhold, som vil kunne klare sig uden så store profiler. Men bredden i Esbjerg er stor, og erstatningerne greb chancen.

Efter en lidt sløv start for de forsvarende mestre fandt de fodfæste. Inden der var spillet ti minutter, havde man taget føringen. Og den afgav man aldrig igen.

Kristine Breistøl og Michala Møller udgjorde solide trusler fra distancen, men generelt var det en flot indsats over hele linjen, der lagde grunden til den sikre sejr.

Med 15-11 ved pausen var det stadig en åben kamp, men Jesper Jensens mandskab kom flyvende ud efter pausen.

På seks minutter udbyggede man føringen til 21-13, og Ikast-træner Kasper Christensen tog timeout. Det hjalp intet. Hjemmeholdet scorede to mål mere, og så måtte Ikast-træneren brænde sin sidste timeout af, mindre end tre minutter efter han havde taget den seneste.

Men løbet var kørt. Esbjerg buldrede videre og holdt Ikast helt væk fra at kunne håbe på et mirakuløst comeback.

Ikast har hjemmebane, når holdene igen mødes onsdag. En eventuel tredje finale skal spilles i Esbjerg.