Danmark får drømmestart på VM i ishockey med storsejr over Østrig

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danmark får drømmestart på VM i ishockey med storsejr over Østrig

Danmark får drømmesart på VM i ishockey med storsejr over Østrig
Danmark får drømmesart på VM i ishockey med storsejr over ØstrigProfimedia
Danmark fik en perfekt start på VM i Ishockey, da Mikael Gaths mandskab vandt 5-1 over Østrig i den første kamp i turneringen.

Landstræner Mikael Gath fik en vellykket VM-debut, da Danmark besejrede Østrig med 5-1 i premierekampen.

Mikael Gath kan se tilbage på en succesfuld VM-debut som dansk ishockeylandstræner, efter at Danmark åbnede verdensmesterskabet i Tjekkiet med en 5-1-sejr i nøglekampen mod Østrig.

Trods en håndfuld prominente afbud var det danske hold det bedste på isen, og forestillingen i Prag demonstrerede, at landstræneren er kommet et godt stykke vej i arbejdet med at give sit mandskab et mere aggressivt udtryk.

Kampen viste også, at midt i snakken om et generationsskifte og en ny retning, er der stadig krudt i den gamle, veltjente garde.

Det var 33-årige Markus Lauridsen, der bragte Danmark i front efter 13 minutter, og den to år ældre Frederik Storm, der øgede til 2-0 kort efter.

Det danske dobbeltslag kom efter en chancefattig indledning, hvor danskerne med hårdt og højt pres efterhånden sled sig til et spillemæssigt overtag.

Danmark -Østrig
Danmark -ØstrigProfimedia

Åbningsmålet faldt, mens begge hold havde en spiller i straffeboksen. Efter at Patrick Russell havde misbrugt en oplagt chance, udviklede der sig et mægtigt klumpspil foran mål, hvor Markus Lauridsen til sidst fandt en åbning.

Mere spektakulær var 2-0-scoringen, fordi den var resultatet af en kæmpemæssig brøler af det store østrigske fremtidshåb Marco Rossi.

I overtal tog NHL-spilleren alt for let på tilværelsen foran eget mål. Den snu Storm kom snigende ind fra siden, puffede Rossi af vejen og skubbede pucken i det tomme mål.

Rossi havde i det hele taget en bedrøvelig første periode, hvor han også tilbragte fire minutter i straffeboksen og brændte et par solide chancer.

Østrig fik dog håb med ind til pausen, da Manuel Granahl sendte pucken højt i nettet i den tætte trafik, der spærrede udsynet for Frederik Dichow i målet.

Man kunne sagtens se Gaths fingeraftryk på holdet. Stilen var mere offensiv end tidligere, og der blev ind imellem åbnet lovlig store rum bag de fremadrettede backer.

Danmark - Østrig
Danmark - ØstrigProfimedia

Dichow var på pletten, da Østrig tilspillede sig et par pæne muligheder i anden periode, og i stedet skabte Joachim Blichfeld ro i det danske omklædningsrum, da han kort før anden pause øgede til 3-1.

Christian Wejse fastholdt pucken i den østrigske zone og fandt kanonskytten fra Växjö, som hamrede den op i nærmeste målhjørne.

Sent ankomne Alexander True fyldte som ventet meget i begge ender af banen. Den lange center må dog ærgre sig over, at han ikke udnyttede en af flere halvstore skudchancer undervejs.

Man følte sig dog forholdsvis tryg før tredje periode. Ser man bort fra et østrigsk stolpeskud, havde danskerne da også kampen under kontrol.

Felix Scheel dræbte den sidste spænding med sin 4-1-scoring seks minutter før tid på Phillip Bruggissers godt sete tværpasning. Og til slut blev det også 5-1, da Blichfeld nettede i overtal.

Målet var en tiltrængt opmuntring til et ellers haltende dansk powerplay med en for langsom puckomgang.

Det skal blive bedre i søndagens møde med stormagten Canada, hvis Danmark skal have en chance for at gentage sensationssejren fra 2022.