Hvidovre-chef Peter Lassen jagter fire-fem nye spillere til Hvidovres superligatrup
Klubben fra den københavnske vestegn er således tilbage i Superligaen efter 26 års fravær, efter at rivalen Sønderjyske søndag spillede 3-3 hos Næstved.
"Jeg kan slet ikke beskrive det. Det burde slet ikke være sådan her, men det er det".
"Vi har drømt om det i mange år. Vi har været nede og vende i 2. division, rykkede op i 1. division, og nu rykker vi kraftedeme op i Superligaen", siger Peter Lassen til TV3 Sport.
Lassen sender i samme ombæring en stor tak til direktør Kim Madsen samt den tidligere tidligere formand Martin Krogh-Jensen, der gik bort efter et kort sygdomsforløb i 2021.
"Det er altid mig, der bliver fremhævet, men det er rigtigt meget deres skyld, at vi her i dag".
Peter Lassen, der scorede 48 mål i 105 superligakampe, skal snarest muligt forholde sig til otte kontrakter i Hvidovre-truppen, der udløber denne sommer, ligesom der skal nye folk ind.
"Vi skal ud og finde fire-fem nye spillere. Vi er godt rustet. Vi har haft fat i en del allerede. Det er bare at gøre tingene færdige, og det håber jeg sker inden for kort tid", siger sportschefen.
Allerede nu står det klart, at Hvidovre siger farvel til den 21-årige midtbaneprofil Frederik Carlsen. Han skifter til Silkeborg IF.