Real Madrid er spanske mestre efter Barcelona-nederlag trods AC-perlemål
Med titlen, der kom i stand, efter Real selv slog Cadiz med 3-0 tidligere på dagen, er mesterskab nummer 36 dermed i hus for Carlo Ancelottis tropper.
De har derudover stadig en god mulighed for at vinde Champions League, hvor de skal spille semifinale nummer to på onsdag.
Andreas Christensen bragte Barcelona foran på en utroligt elegant flugter, som han lagde op til sig selv med brystkassen, efter bare tre minutter, men knap var bolden givet op, før Artem Dovbyk udlignede til 1-1.
Robert Lewandowski bragte atter Barca foran på straffe lige inden pausen.
Netop indskiftede Portu udlignede dog til 2-2 efter 65 minutter, og momenter efter vendte Miguel Gutierrez kampen helt på hovedet med sit mål til 3-2.
Portu stod såmænd for oplægget til det mål og fuldendte et vanvittigt indhop, da han lidt senere bragte Girona på slutresultatet 4-2.
Dermed sender Barcelona altså deres ærkerivaler mesterskabet i hænde en spillerunde før, Los Merengues selv kunne afgøre det endeligt.
Gironas sejr over Barcelona betyder også, at lilleputten kravler forbi Barcelona i toppen og indtager andenpladsen med ét point mere end Xavis tropper.
Samtidig er Girona sikret kvalifikation til næste sæsons Champions League-gruppespil for første gang i klubbens historie.
Barcelona kom ellers foran 2-1 og leverede 65 gode minutter i Girona, men derfra overtog hjemmeholdet fuldstændig kampen og kørte gæsterne ud af banen i den sidste del af kampen.
Girona svarede lynhurtigt igen på ACs mål, og minuttet efter headede angriberen Artem Dovbyk, med fortid i FC Midtjylland ,et indlæg i mål.
Den tempofyldte indledning fortsatte, og særligt Barcelona kom frem til flere store chancer.
Igen var Andreas Christensen involveret, da han efter et lille kvarter kom øverst på et hjørnespark, men hans hovedstød blev reddet på Gironas målstreg.
Barcelona fik langsomt mere kontrol efter den hektiske start, og lige inden pausen blev Lamine Yamal nedlagt i Girona-feltet.
Dommeren vinkede først afværgende, men efter et VAR-gennemsyn blev den beslutning ændret. Robert Lewandowski kvitterede efterfølgende sikkert fra straffesparkspletten.
I anden halvleg fortsatte Barcelona-overtaget. Det var kun på grund af manglende skarphed fra gæsterne, at føringen ikke blev øget.
De brændte chancer skulle dog koste dyrt.
20 minutter inde i anden halvleg bragte netop indskiftede Portu balance i regnskabet efter en omstilling, og minuttet efter blev det også 3-2 til Girona, da Miguel Gutierrez denne gang satte sidste fod på en kontra.
Efter 75 minutter lynede indskiftede Portu igen. Angriberen flugtede flot første gang til bolden på kanten af feltet, og derfra var der ikke tvivl om udfaldet.
Barcelona kollapsede fuldstændig i den sidste del af kampen, og kun store redninger fra Marc-Andre ter Stegen i målet forhindrede flere Girona-scoringer.