19-årig portugiser scorede hat-trick i Conference League opvisning af FC Midtjylland
FC Midtjylland er klar til playoffrunden i Conference League, hvor der venter to opgør mod polske Legia Warszawa.
Det står klart efter, at midtjyderne torsdag levede op til favoritværdigheden og hjemme slog Omonia fra Cypern med 5-1 efter blandt andet et hattrick af den portugisiske angriber Franculino.
Dermed sluttede det sammenlagt 5-2 mod cyprioterne, der i sidste uge vandt første opgør 1-0.
FCM dominerede kampen og blev hjulpet godt på vej, da en Omonia-spiller efter 25 minutter begik straffespark og fik et direkte rødt kort ved stillingen 0-0.
Sydkoreanske Cho Gue-Sung omsatte forsøget fra straffesparkspletten, og kort efter udlignede gæsternes ti mand, inden Franculino med to scoringer inden pausen tog presset af værterne.
Den 19-årige angriber fuldførte siden sit hattrick og står nu noteret for fire mål i to kampe for FCM, efter at han søndag debuterede med et afgørende mål i 2-1-sejren over Vejle i Superligaen.
FCM har hjemmebane mod Legia Warszawa i første opgør i playoffrunden om en uge. Polakkerne indløste billet til opgørene mod FCM med en dramatisk 5-3-sejr hos Austria Wien torsdag. Det rakte til en samlet 6-5-sejr.
Hvis FC Midtjylland slår polakkerne samlet, vil holdet for fjerde sæson i træk være klar til et europæisk gruppespil.