115 anklager hænger som mørk sky over historiske City: Tvivlen vokser ifølge forfatter

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

115 anklager hænger som mørk sky over historiske City: Tvivlen vokser ifølge forfatter

Der er flere gange blevet demonstreret over en manglende dom over de 115 anklager mod Manchester City i denne sæson.
Der er flere gange blevet demonstreret over en manglende dom over de 115 anklager mod Manchester City i denne sæson.Michael Regan/Getty Images via AFP
Manchester City kan søndag blive det første hold, der vinder fire engelske mesterskaber i træk, hvis holdet indfrier sin enorme favoritværdighed mod West Ham på hjemmebane.

Mindre kan endda gøre det, hvis Arsenal hjemme snubler mod Everton.

En historisk bedrift af Pep Guardiolas stjernebesatte tropper.

Men den hviler på et fundament af snyd. I hvert fald hvis man skal tro de 115 anklagepunkter, som Premier League sigtede klubben for i februar 2023 efter fire års efterforskning.

Anklagerne gælder blandt andet brud på ligaens og UEFA's finansielle regler i perioden 2009 til 2018 samt manglende samarbejdsvillighed og indberetning af ukorrekte oplysninger.

City har ifølge anklagerne groft sagt brugt flere penge, end man har tjent, og talt usandt omkring det, hvilket har givet holdet en fordel i forhold til konkurrenterne.

Konsekvensen kan blive alt fra nærmest ingenting til bøder, heftige pointstraffe og fratagelser af mesterskaber. Nottingham og Everton har begge fået pointstraffe i sager med mindre alvorlige anklager.

Mesterskabskampen i årets Premier League har været uhyggeligt tæt.
Mesterskabskampen i årets Premier League har været uhyggeligt tæt.Flashscore

Eksperter har forklaret den langsommelige proces i Citys sag med, at anklagerne er så komplekse, at man er nødt til at være grundig og tage sig god tid.

Samme melding er kommet fra Premier Leagues direktør, Richard Masters, som dog flere gange har forsikret omverdenen om, at der skam sker noget, og at en dato - som han ikke vil ud med - for en høring i sagen er på plads.

Men kan man som fan eller neutral iagttager ikke bare adskille det sportslige og eventuelt rod i regnskaberne og så nyde spillet og spændingen?

Nej, det er for letkøbt, mener den danske forfatter og filosof Finn Janning, der ivrigt følger med i Premier League.

"Vi har nogle gange en romantisk forestilling om sport som noget, der bliver afgjort af, hvem der er bedst fysisk og mentalt."

"Men klubberne er jo også virksomheder og forretninger, og ligesom vi stiller spørgsmålstegn ved virksomheder, der bruger børnearbejde og ikke behandler deres medarbejdere ordentligt, kan vi også godt stille os tvivlende over for de her klubber."

"Hvor har de deres penge fra? Og forsøger de at profilere en bestemt moralsk adfærd? Når der er så mange anklager mod dem, så vokser tvivlen selvfølgelig. Det er synd for dem, hvis der reelt ikke er noget, men det er omvendt også synd for andre klubber, hvis City har snydt."

Pep Guardiolas tropper har indsat en stærk slutspurt for at hente det engelske mesterskab.
Pep Guardiolas tropper har indsat en stærk slutspurt for at hente det engelske mesterskab.Flashscore

Den tidligere Liverpool-forsvarer Jamie Carragher er skarp i retorikken og mener, at Arsenal og Liverpool i de seneste sæsoner har været oppe mod en konkurrent med et "markant større lønbudget".

"De har udfordret en mastodont og ser ud til at ende tomhændede. Ikke på grund af mangler i deres setup, men på grund af modstanderens ufejlbarlighed."

"Alle, der vurderer denne periode i historien og bedømmer, at Mikel Arteta (Arsenal-træner, red.) og Jürgen Klopp (Liverpool-træner, red.) i et tæt titelræs underpræsterer, forstår ikke fodbold og det topniveau, der skal til for at vinde kontinuerligt under det mest intense fysiske og mentale pres."

"Arsenal skulle i jagten på førstepladsen ligesom Liverpool overvinde en forhindring, som man ikke bare kan ignorere. Uanset hvor meget Guardiola, City og Premier League ønsker at feje det ind under gulvtæppet," skriver Garragher i en klumme hos The Times.

Citys påståede forseelser foregik i perioden 2009 til 2018, og der gik derefter mere end fire år, inden anklagerne kom på bordet. Og siden er nu gået 15 måneder uden en afklaring.

Det faktum irriterer både Finn Janning og Jamie Carragher.

Manchester City har vundet de seneste tre direkte møder med West Ham.
Manchester City har vundet de seneste tre direkte møder med West Ham.Flashscore

"Når ikke man speeder processen op, ødelægger man den mulige glæde, som Arsenal eller andre kunne have haft. Det er jo ikke det samme at få en Premier League-titel med flere års forsinkelse."

"Det får også tvivlen til at vokse. Er det forsinket, fordi de betaler sig fra det? Det lægger en skygge over deres ellers flotte præstationer," siger Janning.

Carragher er forundret over, at City, der har erklæret sig uskyldig i alle anklager, ikke har været mere aktiv.

"Hvor er meddelelsen fra City, hvor klubben udtrykker frustration eller vrede over, at processen har taget så lang tid?"

"Ved at udsætte det bliver alt for mange ukvemsord rettet mod en strålende manager og hans ekstraordinære hold. Og ingen af spillerne har en anelse om, hvordan klubben fungerede i de år, der er under mistanke."

"Guardiola fortjener mere end at løfte sit sjette Premier League-trofæ under den sky," lyder det fra Carragher.

City har vundet mesterskabet seks gange på otte år med Guardiola, hvis mesterskabet kommer i hus søndag.