Taiwan kyler Danmark ud i kvartfinalen af Thomas Cup med klar sejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Taiwan kyler Danmark ud i kvartfinalen af Thomas Cup med klar sejr

Opdateret
Axelsen tabte dagens første kamp. Derfra gik det den forkerte vej.
Axelsen tabte dagens første kamp. Derfra gik det den forkerte vej.Profimedia
Danmarks bedste mandlige badmintonspillere er færdige efter kvartfinalen ved Thomas Cup - VM for hold - efter nederlag til Taiwan fredag.

Nederlaget blev grundlagt allerede ved middagstid, da Danmarks største stjerne, Viktor Axelsen, ikke formåede at leve op til sin favoritværdighed mod Chou Tien Chen.

"Jeg er mega pissed. Mest fordi jeg taber kampen, men også måden det skete på. Elendigt, elendigt, elendigt. Jeg har lyst til at flække noget," sagde Axelsen i minutterne efter nederlaget til TV 2 Sport og kalder samtidigt Chens sejr helt fortjent.

Den danske verdensetter tabte med 19-21, 21-14, 19-21.

Verdens nummer 14 var inden kampen bagud 3-18 i de indbyrdes opgør mod den 30-årige fynbo, og efter en lige start styrede Axelsen mod en forbedring af statistikken.

Men Chou Tien Chen vendte 5-10 til 11-10 mod en uskarp Axelsen i første sæt og slog også til på sin anden sætbold, da danskeren slog bolden for langt.

I andet sæt fik Axelsen fordel af "den gode" banehalvdel, og trods lidt fortsatte spillemæssige problemer fik han langt bedre styr på sine løft og efterfølgende smasher.

Både fysisk og spillemæssigt virkede Axelsen i fremgang i tredje sæt, og jublen var markant, da han hentede 11-10 på den "dårlige" side inden opholdet.

Chou Tien Chen virkede presset fysisk, men fightede forbilledligt og vandt to meget lange dueller ved 19-18 og 20-19 og skabte dermed overraskelsen.

Derefter løb også den stærke double med Kim Astrup og Anders Skaarup ind i et nederlag, da de tabte en ganske ensidig kamp til de olympiske mestre Lee Yang og Wang Chi-Lin.

Med en hårdt tilkæmpet sejr i tre sæt over Lin Chun-Yi sørgede Anders Antonsen for, at Danmarks liv i kvartfinalen blev forlænget, men det holdt ikke længe.

Rasmus Kjær og Frederik Søgaard tabte således til Yang Po-Hsuan og Jhe-Huei Lee, og dermed blev Rasmus Gemkes kamp mod Tzu Wei Wang overflødig.

Exit i kvartfinalen er det dårligste resultat for de danske badmintonmænd, siden de vandt Thomas Cup i 2016.

I de tre udgaver, der har været siden dengang, har Danmark nået semifinalen. Omvendt er det første gang, at Taiwan når semifinalerne.