Dansk blamage mod skarpe schweizere i Prag efterlader VM-drømme i en tynd tråd

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk blamage mod skarpe schweizere i Prag efterlader VM-drømme i en tynd tråd

Opdateret
Danmark blev kørt over på alle måder mod Schweiz.
Danmark blev kørt over på alle måder mod Schweiz.Profimedia
Danmark blev udsat for en regulær afklapsning, da de i O2 Arena i Prag mødte Schweiz, der har været umanerligt godt spillende hidtil ved VM-slutrunden. Det kan man ikke sige om Danmark, og det blev udstillet i deres indbyrdes opgør, der endte med hele 8-0 til holdet fra alpelandet.

Det danske forsvar var lige så hullet som de oste, deres modstandere er så kendte for at producere, og det udnyttede Schweiz til at understrege deres hidtidige dominans ved slutrunden med en sejr, der ikke var en scoring for stor. Tværtimod.

Danskerne åbnede kampen fornuftigt, men efter en godkendt første periode blev forsvaret gang på gang kørt rundt med af Schweiz.

Med mindre, Finland taber deres næste to kampe, så er den danske drøm om en plads i kvartfinalerne ved denne VM-slutrunde nu ovre efter et foreløbigt facit på fire nederlag og to sejre.

Danmark, der ligger på femtepladsen, møder mandag aften netop fjerdeplacerede Finland i det, der kan vise sig at blive en afgørende kamp om en plads blandt de sidste, otte hold. Det beror dog også på en række andre resultater, der skal gå Danmarks vej.

Den sørgelige statistik
Den sørgelige statistikEnetpulse

Fem af de schweiziske mål var en direkte konsekvens af defensivt sjusk og dårlig dansk puckomgang i situationer, der aldrig skulle have været farlige.

Det er et mønster, der har gentaget sig undervejs i turneringen og kan ikke kun forklares med trætte ben og blot 17 timers hvil efter kampen mod Storbritannien.

Schweiziske øretæver er dog ikke noget nyt. For to år siden tabte holdet under Heinz Ehlers' ledelse 0-6 til samme modstander, der nu har vundet otte ud af otte indbyrdes VM-møder.

Allerede efter fire minutter blev Schweiz sat i gang efter en fejl af Oscar Fisker Mølgaard, der kom godt og grundigt ned på jorden efter sin pragtkamp mod briterne.

Helt upresset ramte Mølgaard slet ikke pucken ved endebanden bag det danske mål. Kevin Fiala takkede for gaven og satte Nico Hischier op til en let scoring.

Fiala spillede en flot kamp
Fiala spillede en flot kampEnetpulse/Profimedia

Danskerne skal roses for, at de hurtigt rystede den skrækkelige start af sig. I store dele af første periode virkede de hverken plaget af trætte ben eller modstanden fra tusindvis af schweiziske fans i højt humør.

Alligevel blev det 0-2 sidst i perioden, da de afklarede schweizere udnyttede en ny dansk fejl.

Denne gang fra Niklas Andersen, der alt for let mistede pucken til Roman Josi, en af verdens bedste offensive backer. Den schweiziske kaptajn rundede både Oliver Larsen og målmand Frederik Dichow og sendte pucken i nettet.

Kevin Fiala gjorde det til 3-0 i powerplay i starten af anden periode, og Los Angeles Kings-forwarden øgede kort efter også til 4-0, efter at en mislykket Mølgaard-aflevering havde åbnet døren på vid gab.

Det var svære odds for målmand Frederik Dichow, der har været på hårdt arbejde i turneringen og her ikke fik meget hjælp fra folkene foran sig.

Mod slutningen af anden periode var det Oliver Larsens tur til at spille pucken lige i staven på en modstander. Sven Senteler udnyttede den store chance og scorede til 5-0.

Dichow fik fri før tredje periode, hvor Mathias Seldrup overtog det danske bur og fik sin første VM-optræden på isen. Der gik lige præcis 2 minutter og 49 sekunder, før også han måtte hente pucken ud af nettet.

Igen-igen efter en horribel dansk opspilsfejl, endda med en spiller i overtal.

Patrick Russells aflevering til Nick Olesen blev for kort, og Olesen tacklede ikke konsekvent nok, så Calvin Thurkauf fik frit løb ned mod Seldrup.

7-0-målet efter seks minutter stod Christoph Bertschy for, da et lynhurtigt schweizisk opspil fangede et efterhånden modløst dansk hold på flade fødder.

Tristan Scherwey fuldendte afklapsningen seks minutter før tid. Det er det største danske VM-nederlag siden 1-10 mod Rusland i 2016.

I gruppespillet mangler Danmark nu kun at møde Finland på mandag. Hvorvidt den kamp får betydning, afhænger af finnernes resultat mod Canada senere.