DBU stemmer for FIFAs kritiserede lovpakke

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU stemmer for FIFAs kritiserede lovpakke

Gianni Infantino og formanden for AFC, Salman bin Ebrahim Al Khalifa.
Gianni Infantino og formanden for AFC, Salman bin Ebrahim Al Khalifa.Profimedia
En række kritiserede lovændringer blev i ét hug stemt igennem med overvældende flertal, da Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) tidligt fredag morgen dansk tid holdt kongres i Bangkok.

Og Dansk Boldspil-Union (DBU) stemte ligesom 201 andre forbund for, mens fire var imod, og fem afstod fra at stemme.

Blandt andet skal der i de kommende år være 35 komitéer under FIFA mod de nuværende syv, og forbundet får fremover mulighed for at tildele to VM-værtskaber ad gangen.

Blandt mere end 100 sider med lovændringer var særligt de to blevet heftigt omtalt op mod kongressen. Ifølge kritikere er de nemlig et udtryk for, at FIFA bevæger sig tilbage mod tilstandene i korruptionsæraen med Sepp Blatter som præsident.

Det er man dog uenig i hos DBU.

Formand Jesper Møller hæfter sig ved, at der ikke er rullet tilbage på nogle af de reformer, man vedtog for at undgå korruption i kølvandet på Sepp Blatters regime.

"Der er ikke rullet tilbage på økonomi, transparens og gennemskuelighed i forhold til tilskud. Tværtimod. Alt er underlagt revisionspligt. Vi har massiv revision på de penge, vi får i DBU, og alle penge kommer via Nationalbanken.  De afgørende ting i forhold til penge er der slet ikke rullet tilbage på," siger Jesper Møller på et onlinepressemøde fredag formiddag.

Kritikere mener, at de mange komitéer bliver et værktøj for FIFA-præsident Gianni Infantino, der ved at tildele små nationer pladser i komitéerne kan sikre sig opbakning til at udleve egne ambitioner.

I 2016 var Infantino selv med til at skære ned for antallet af komitéer, hvis medlemmer ifølge kritikere nød godt af luksusophold på hoteller og flyrejser på første klasse. Hvis man spørger Jesper Møller, så bliver det ikke samme historie med de nye komitéer.

"Det er ikke lukrativt. Det kan jeg sige, for jeg sidder i en af de eksisterende komitéer. Mange ting foregår på mail eller Teams," siger Jesper Møller, som har undret sig over behovet, men ikke er decideret imod de mange komitéer.

"Man har evalueret og fundet ud af, at det er godt at have en involvering i processerne. Det er stadig FIFA Council og kongressen, der har kompetence til at træffe beslutningerne," siger Jesper Møller.

Han afviser desuden teorierne om kammerateri og korruption i komitéerne før 2016, hvor antallet blev reduceret fra 26 til 7.

"Komitéerne havde ikke voldsom indflydelse før, og det får de heller ikke nu. Det bliver en rådgivende funktion, hvor nogle specialister kan rådgive Fifa Council og kongressen. Det er jeg ikke bekymret for," siger Jesper Møller.

DBU-formanden fastholder samtidig, at han ikke er imod, at FIFA fremover kan tildele to VM-værtskaber ad gangen. Han hæfter sig nemlig ved, at det fortsat er kongressen, der bestemmer, om der skal tildeles to værtskaber.

Ordningen satte man en stopper for, i kølvandet på at FIFA efter et skandaløst forløb i 2010 tildelte Rusland og Qatar VM-værtskaber.

Lovændringerne på fredagens kongres blev ikke stemt igennem enkeltvis. FIFA havde på forhånd besluttet at samle alle lovændringer i én pakke, og så var man ellers for eller imod hele baduljen.

Den metode kan diskuteres, medgiver Jesper Møller, men han glæder sig over, at især ét forslag var fjernet fra lovpakken.

FIFA havde barslet med, at der i kongressen fremover kun skulle to tredjedeles flertal til for at gennemføre lovændringer. Lige nu skal der tre fjerdedeles flertal til.

"Det havde virkelig givet os nogle udfordringer, for så kunne UEFA  ikke med sine 55 stemmer blokere for lovændringer," siger Jesper Møller.

Omtaler